Velkommen som fadder i Brøndby Golfklub
Fadderhåndbogen er et notat hvori fadderens rolle beskrives; Fadderrollen i Brøndby Golfklub og Fadderens meget vigtige rolle i det samlede begynderforløb i Brøndby Golfklub. Faddernotatet skal opleves som en støtte og en fælles overordnet ramme for, hvordan vi ser fadderrollen udlevet i daglig praksis.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at der naturligvis skal være plads til egen kunstnerisk frihed indenfor rammerne. Vi er trods alt ikke ens.
Hvem er fadderne?
Fadderne er erfarne medlemmer, som frivilligt tilbyder at vejlede, inspirere, guide og hjælpe nye medlemmer/prøvemedlemmer (begyndere) i gang med alle golfspillets facetter, både på og uden for banen.
Alle begyndere får fra begyndelsen af prøvemedlemskabet tilbudt en gruppe på 3-4 faddere. Da fadderne er klubbens første ansigt udadtil, har fadderne en afgørende indflydelse på, at begynderne lige fra start får gode golfoplevelser, både på og uden for banen, så de senere vil investerer i et medlemskab af Brøndby Golfklub.
Kender prøvemedlemmet i forvejen en erfaren golfspiller i klubben, vil det også være muligt at benytte hende/ham som fadder. Det kræver blot, at vedkommende godkendes i Sekretariatet som fadder, og her bliver gjort bekendt med fadderrollen.
Alle begyndere får en begynderhåndbog. I begynderhåndbogen har vi forsøgt at give den røde tråd i hele begynderarbejdet, og det er derfor vigtigt, at du som fadder er godt inde i indholdet i begynderhåndbogen, så du kan vejlede begynderen bedst muligt. Du kan altid finde en opdateret version af begynderhåndbogen på vores hjemmeside under begynderudvalget.
De fælles rammer og retningslinjer for fadderne.
Efter 4 ugers praktik og teori er begynderne klar til at prøve kræfter med hul 1 til 9 på 18 huls banen sammen med en fra sin faddergruppe. Her adskiller vi os positivt fra mange andre golfklubber, hvor begynderne er henvist til par 3 baner!
Fadderrunderne aftales direkte med én af jer fra faddergruppen. Da det er individuelt, hvor mange fadderrunder den enkelte fadder har tid og lyst til at gå, er det op til jer selv at sige stop eller melde alt p.t udsolgt og henvise til øvrige faddere.
Som fadder kan du i princippet tage begyndere med ud på 18 huls banen på alle hverdage. I weekends og på helligdage dog først fra kl. 16:00. Alle begyndere har endvidere mulighed for at mødes hver mandag, hvor de kan spille en hyggerunde sammen med 1-2 andre begyndere og en fadder. Begynderen skal møde klokken 16:30 og være klar til at gå på banen mellem kl. 17:00
Før runden:
Fadderne booker efter aftale med begynderen en tid i Golfbox, idet alle begyndere fra starten bliver oprettet i Golfbox.. Husk begynderen på, at der skal medbringes bolde, pitch-fork, tees, scorecard mm. Hjælp evt. begynderen med at have noget rimeligt grej med på banen. Lån evt. udstyr og bag i sekretariatet, hvis ikke begynderen har eget grej. Prøv at samle et rimeligt ensartet sæt.
Begynderen opfordres til at møde i god tid før start, så der er tid til at varme op og få nerverne på plads inden første slag.
På banen:
Fadderens vigtigste rolle på banen er at få spillet til at flyde i et acceptabelt tempo. 9 huller bør kunne spilles på max. 2½ timer. Et godt udgangspunkt er, at I spiller hullerne med ca 4 ekstra slag pr. hul, dvs. et spillehandicap på 72.
Der tages de sædvanlige forholdsregler overfor andre spillere på banen, dvs. at hvis der kommer en hurtigere bold bagfra, skal der altid lukkes igennem, hvis der ikke kan følges med bolden foran. Saml evt. bolden op og gå videre til næste hul. Tal sikkerhed på banen, og om hvordan man undgår at bringe sig selv og andre i fare.
Inspirer med dit eget gode spil og etikette og vis og forklar løbende om de gode golfvaner. Hvilke veje tager man på banen og rundt om greens, hvor stiller man sit grej, så man ikke skal tilbage og hente det osv. Spørg begynderen om, hvad han/hun selv ville gøre i de forskellige situationer i forhold til regler eller valg af jern, inden du selv kommer med løsningen eller det gode råd!
Husk også på, at fadderrunden som ofte er en træningsrunde, hvor det ikke er absolut nødvendigt at spille stringent efter golfreglerne. Hvis der ikke kan spilles til handicap, kan i lige så godt prøve at få den bedst mulige golfoplevelse ud af det. Hvis I kan se, at der f.eks. er problemer med at komme ud af rough eller bunkers, så spoler ikke oplevelsen. Smid bolden ud på fairway og kom videre! Det er vigtigere, at få en god oplevelse, end at alle regler følges til punkt og prikke. Jo flere gode oplevelser, jo hurtigere går det fremad. Fokuser og ros på det som virker! Hjælp undervejs med at forstå pointsystemet og at udfylde scorecard!
Efter runden:
Tag en hyggelig snak om, hvad I sammen syntes gik godt, og foreslå evt. hvad du synes, der kan forbedres og arbejdes videre med. Vær ikke for kritisk, du skulle jo nødigt tage modet fra begynderen. Du kan selvfølgelig også anbefale et par specifikke lektioner hos træneren, men undlad selv at optræde som træner. Det kan ofte forvirre mere end det gavner.
Aftal evt. en ny runde.
Begynderpasset
Alle begyndere får et lille hæfte, som vi kalder ”begynderpasset”, hvor vi sammen følger op på udviklingen på både de praktiske og teoretiske færdigheder, som i sidste ende skal gøre begynderen klar til at blive sluppet løs på 18 huls banen på egen hånd.
Under det sidste punkt på begynderpasset skal du eller vores PGA-Pro godkende, at begynderen har opnået de praktiske færdigheder til at kunne gå alene på 18 huls banen, i et klubhandicap på 54.
Det er nu også tiden, hvor du introducerer begynderen for ”kaninklubben”, som de næste 2 år vil blive samlingsstedet, og det sociale netværk for begyndere med HCP på mellem 37 og 72. Kaninklubben mødes hver mandag i perioden fra april til september og spiller de meget hyggelige og populære kaninturneringer – jf. igen begynderhåndbogen. De melder sig hos starteren mellem kl. 16:00-16:30, hvor de bliver sat på hold og får deres starttid.
Næste mål er, at begynderen får fuld adgang til at spille frit på 18 huls banen. Det kan tidligst ske, når begynderen har spillet sig ned i EGA-handicap 54, sammen med en fadder eller i en kaninturnering. På bilag 1 kan du se konverteringstabellen fra handicap 72 til 54.
Bemærk at fuld adgang naturligvis også kræver fuldt medlemskab af Brøndby Golfklub.
Hvad sker der efter de 2 måneders prøvemedlemskab?
Det er nu sandhedens øjeblik, hvor du og klubben skal høste frugterne af de første 2 måneders ihærdig begynderarbejde. Begynderen er forhåbentlig blevet smittet med golfbacillen og er klar til at investere i et medlemskab af Brøndby Golfklub.
Det vil være ”verdensklasse”, hvis fadderne også har både lyst og overskud til hurtigt at følge op på, om begynderen nu også bliver medlem, da I som faddere er dem, der kender dem bedst.
Det er dog også helt ok at overlade opfølgningen til sekretariatet. Sekretariatet vil under alle omstændigheder evaluere prøveforløbet med de enkelte begyndere for på den måde at få værdifulde informationer om, hvordan vi gør begynderarbejdet endnu bedre.
På forhånd tak for dit store engagement for klubben og held og lykke med ”fadderskabet”